Det første år leverede elværket strøm til 436 lysforbrugere og 56 kraftforbrugere, som primært var industri med store maskiner.
El til belysning kostede 4 øre pr. Hekto-Watt-Time. Det svarer til 40 øre pr. kWh., altså næsten samme pris som i dag – og et ganske godt bevis på, at SEF Energi hele tiden arbejder på at holde den lavest mulige pris til de lokale forbrugere.
I 1922 var Svendborg klar til at skifte de gamle gaslamper ud med “det hvide lys”, som elektrisk gadebelysning blev kaldt. Og der blev ikke ruttet med strømmen: 167 lamper i aftentimerne blev afløst af 138 lamper i nattetimerne – alle med automatisk tænd og sluk, som gjorde vægterens lygtetænding overflødig.
De store B&W-motorer på el-værket brugte kølevand fra Svendborgsund, og i begyndelsen af 30’erne opstod tanken om udnytte det varme kølevand til glæde for byens borgere. Resultatet blev en udvidelse af den gamle badstue lige overfor el-værket, så byen fik en moderne svømmehal med badevand opvarmet af kølevandet fra elværket.
Interessen og behovet for elektricitet steg støt, og både Thurø og Tåsinge blev snart forsynet.
I 1965 blev alle øerne i det sydfynske øhav forbundet til el-nettet i et ambitiøst anlægsarbejde: kabler blev sænket i havet og højspændingsmaster rejst på land, først fra Fyn til Skarø, så fra Skarø til Drejø og Hjortø, og derfra til Tåsinge.
Da nettet var færdigt og strømmen sluttet til, fejrede beboerne fremskridtets indtog med lysfester i øernes forsamlingshuse. Det var i sommeren 1965.
Samme år var el-værket vokset ud af sine lokaler midt i Svendborg. Ledningsnettet og medarbejderstaben var vokset i takt med antallet af kunder og deres voksende el-forbrug.
I 1965 flyttede el-forsyningen derfor til sin nuværende adresse på Fåborgvej.
To verdenskrige og et kraftigt stigende el-forbrug havde sat forsyningssikkerheden på en prøve. Svaret var i første omgang de fynske el-værkers samarbejde om Fynsværket I/S.
Men i 1975 blev det sydfynske område skilt ud og Sydfyns Elforsyning dannet som en selvejende institution, der forsynede det område, der i 2006 blev til Svendborg Kommune. Selskabet blev forløberen for den moderne energikoncern, som i dag bl.a. omfatter SEF Energi A/S, Flow Elnet A/S, SEF Fiber A/S, FiberLAN, m.fl.
Med baggrund i et ønske om national vækst og en mere moderne fremtoning skiftede koncernen i 2016 navn til SEF A/S.
Da man skabte Sydfyns Elforsyning i 1906, var formålet at give kunderne stabil og billig strøm. Men siden overgangen til en privat virksomhed, har vores formål været at være et kraftcenter for sydfynsk energi. Vi skal skabe nye synergier og fremme bæredygtig udvikling på Sydfyn. Koncernens kerneydelse er stadig at levere stabil strøm til Sydfyn, men i de seneste år er andre opgaver kommet til som naturgasforsyning, etablering af fibernettet internetforbindelse og udbredelse af varmepumper m.fl.
Kommunens vise fædre, der tog initiativ til fødslen af Svendborg Elværk i 1906, tænkte sikkert ikke meget på miljøet, men det er centralt i vores arbejde i dag. Rådgivning af boligforeninger, virksomheder og private, der er optaget af miljøvenligt energiforbrug, fylder stadig mere i vores virksomhed.
I vores formålsparagraf står, at vi skal vise vejen til rationel anvendelse af energi. Det er en opgave, vi tager meget seriøs og derfor arbejder vi også kontinuerligt på denne opgave.
De tre medarbejdere, der drev det gamle elværk over for rådhuset er nu vokset til omkring 100 medarbejdere, der længe har haft brug for en ny og tidssvarende arbejdsplads, som kan samle dem under ét tag. SEF har derfor bygget et moderne domicil.
Vi bliver på Fåborgvej. Med en placering lige der, hvor motorvejen møder byen, ligger SEF’s hovedsæde som et lysende eksempel på grønne energiløsninger med solid lokal forankring. Det sidste er næsten symbolsk afspejlet i bygningen, der så at sige vokser ud af det bakkede, sydfynske landskab. Det nye domicil blev indviet i efteråret 2012.