Over de seneste år har danske forbrugere oplevet markant større udsving i elpriserne, end vi tidligere har været vant til. Her er det særligt de høje priser, der har trukket overskrifter. Senest den 12. december 2024 skrev flere danske medier om, at elprisen den dag ville komme helt op på 8,73 kr. per kWh før afgifter (1)(5) – et højt tal, som måske kan vække bekymring hos dig som forbruger og give indtrykket af, at elpriserne generelt stiger mere og mere.
Men det er faktisk ikke tilfældet.
Den laveste elpris i Danmark i fire år
Ifølge en årsopgørelse fra Green Power Denmark var den gennemsnitlige indkøbspris på el i 2024 nemlig 53 øre per kilowatttime før tariffer, elafgift og moms, hvilket er den laveste elpris i fire år (2).
SEF’s meteorolog Jesper Thiesen forklarer: “Trods de meget høje timepriser i november og igen op mod jul ender gennemsnittet for vores forbrugere med at være det laveste i fire år. Årsagen skal findes i den milde vinter med mere vind, hvilket medførte lavere elpriser i de måneder, der normalt har de højeste priser. Derudover er der tilsluttet mere solenergi til det danske elnet, hvilket om sommeren giver meget lave priser midt på dagen og dermed trækker gennemsnitspriserne yderligere ned.”

Over 60 % af den strøm, vi har forbrugt i Danmark i 2024, kommer fra sol og vind (2). “Vi får den billigste strøm fra vindmøller og solceller. Lige så snart der bliver brug for naturgas, kul eller olie for at producere strøm, stiger prisen. Den høje produktion af vedvarende energi betyder altså, at vi langt det meste af året har en lav elpris,” (2) forklarer Energianalytiker Kristian Rune Poulsen fra Green Power Denmark i artiklen ‘Den gennemsnitlige elpris er den laveste i fire år’ (2).
Rekordhøjt antal negative elpriser
Og priserne har ikke bare været lave i 2024. Der har faktisk været et rekordhøjt antal timer med negative elpriser. I Vestdanmark har der været 371 timer med negative elpriser, hvilket er en stigning på hele 32 procent fra 2023 (3). Og i Østdanmark har der været 275 timer med negative elpriser, som er en stigning på 19 procent fra året før (3).
Hvad er negative elpriser?
Negative elpriser opstår, hvis der produceres en større mængde vedvarende energi fra sol og vind, end der er behov for. På den måde vil produktionen af strøm i perioder overstige efterspørgslen, og elnettet kan derfor blive overfyldt. Da det ikke er muligt at lagre strøm i tilstrækkelige mængder, kan elproducenter betale for at afsætte den strøm, der er i overskud (3).
Undgå de høje elpriser
Når det gælder de tidspunkter på døgnet, hvor priserne ryger i vejret som ved den 12. december, ses det også, at de daler igen forholdsvist hurtigt. De 8,73 kr. var eksempelvis kun gældende i én time den 12. december og kom ned på et mere normalt niveau på omkring 1,5 kr. allerede fire timer senere (1).
Sådanne prisspring er dog stadig noget, vi alle skal vænne os til. Det forklarer Jesper Thiesen: “Prisen kommer til at variere mere i fremtiden, og vi vil opleve større døgnudsving, hvor den vil være lav om dagen og høj om aftenen.
Derfor skal vi også vænne os til at planlægge mere, hvornår vi lader bilen op eller sætter en vask over. Vi skal tilpasse vores hverdag, så vi bedst kan imødekomme perioder med spidsbelastninger – noget, som vi ikke har været vant til på samme måde tidligere, og som vil kræve noget af os som samfund. Kompleksiteten af forbruget vil stige, og derfor skal alt styres mere fremover.”

Vil elprisen i Danmark stige i fremtiden?
Ifølge eksperter er der ingen grund til at tro, at gennemsnitsprisen på el vil stige i fremtiden (4). Jesper Thiesen uddyber: “Jo mere temperaturen stiger, desto større ændringer ser vi om vinteren og om sommeren, hvor behovet for opvarmning er lavere, og hvor mere strøm bliver genereret fra sol og vind. Derfor vil vi ikke se en stigning i gennemsnitsprisen på den lange bane.”
1) Efter elprispanikken: Laveste pris i flere år og blandt de laveste i EU | Information
2) Den gennemsnitlige elpris er den laveste i fire år | Green Power Denmark
3) 2024 bød på rekordmange dage med negative elpriser | Gjensidige
4) Ingen grund til panik over høje elpriser | Information
5) Berlingske mener: Groteske elpriser er et kolossalt politisk svigt – og vinteren er knap begyndt