Sådan installeres din fiberforbindelse

Tilslutning af fiberforbindelse

Det er en forholdsvis simpel proces at få installeret en fiberforbindelse fra SEF Fiber. Her kan du læse mere om, hvordan det foregår, og hvad du selv skal gøre.
SEF Fiber får udrullet og installeret fiberbredbånd her på Sydfyn af Norlys i tæt samarbejde med SEF-koncernens installationsforretning FiberLAN og lokale entreprenører. Se de fem trin nedenfor, og få overblik over processen.

Bemærk, det er vigtigt, at du hurtigst muligt markerer, hvor på din facade du ønsker at få lagt fiberen ind. Hvis det ikke er gjort, når vi møder op, kan vi ikke udføre arbejdet. Se mere under trin 1.

Trin 1: Lav en markering på facaden af din bygning

Du skal markere, hvor på bygningens facade, du ønsker den udvendige fiberboks placeret.

Markeringen kan fx være et kryds, som du sætter med kridt eller tape. Husk, at markeringen skal vende ud mod den vej, din bygning ligger på. Vælger du at sætte markeringen på en anden facade, end den ud mod vejen, kan din internetudbyder opkræve en merbetaling for ekstra graveomkostninger.

Den indvendige fiberboks placerer vi også ved krydset – bare på den anden side af muren. Vi sørger desuden for at placere den indvendige boks inden for 1 meter fra indføringspunktet.

SEF FIBER illustration

Vær opmærksom på placeringen af din markering

Her er der fire vigtige ting, som du skal være opmærksom på, når du skal bestemme placeringen for din udvendige fiberboks:

  1. Den indvendige fiberboks placeres på den anden side af din udvendige markering – inden for 1 meter fra indføringspunktet. Mod merbetaling er det muligt at placere fiberboksen et andet sted, dog maksimalt 20 meter fra indføringspunktet. Kontakt din indholdsudbyder for nærmere information.
  2. Boksen skal placeres i stueplan i et tørt og frostfrit rum.
  3. Der skal være en stikkontakt inden for en radius af 1,5 meter fra den indvendige fiberboks. Boksen bruger 0,012 kwh/12 watt i timen – svarende til en almindelig energisparepære. Er boksen ikke i brug, behøver den ikke være tændt.
  4. Målene på den indvendige fiberboks er: højde 15 cm, bredde 20 cm og dybde 5 cm. Husk at beregne 15 cm friplads under boksen, hvor kablerne skal tilsluttes.

Når du har lavet din markering

Når markeringen er på plads, er det vigtigt, at du sender et billede af facaden med din markering til den mailadresse, du har fået oplyst af entreprenøren. Skriv din adresse i mailens emnefelt.

Uden markeringen kan vi ikke udføre arbejdet. Hvis markeringen ikke sættes på facaden ud mod vejen, kan du risikere, at indholdsudbyderen opkræver en merbetaling for ekstra graveomkostninger.

Trin 2: Entreprenøren graver ind til din bygning fra skel eller vej

Når du har lavet din markering og sendt entreprenøren et billede af den, graver han en smal rende ind til din markering.

Herefter lægger han et rør til selve fiberkablet i jorden, dækker til og rydder pænt op efter sig. I nogle tilfælde skyder han røret ind under jorden.

Du behøver ikke være til stede under dette trin.

illustration fiber vej

Trin 3: Vi blæser fiber ind i røret

Når røret er på plads, kommer vi og blæser selve fiberkablet ind i røret. Du behøver ikke være hjemme imens.

Vi er nu klar til at opsætte den udvendige fiberboks og installere den indvendige fiberboks.

Illustration fiber 2

Trin 4: Du får besøg af vores tekniker

Når du bestiller dit abonnement hos en indholdsudbyder, får du samtidig et installationstidspunkt. På tidspunktet for installation får du teknikerbesøg af os – og her skal du være til stede, da vi skal ind i din bygning.

Teknikeren opsætter først den udvendige fiberboks og herefter den indvendige boks, lige på den anden side af muren.

illustration fiber 1

Trin 5: Nu kan du tilslutte udstyr fra din indholdsudbyder

Efter installationen skal du selv tilslutte routeren og eventuelt andet udstyr fra din valgte indholdsudbyder. Du vil modtage en vejledning fra udbyderen.

Har du fortsat spørgsmål til tilslutningen, skal du kontakte din indholdsudbyder

illustration fiber